Nyheder

Se Formandsbladet

Nr. 04 2010

 

Fra 1. juli bliver det lovpligtigt at anmelde arbejdsulykker digitalt på Arbejdstilsynets hjemmeside
Læs mere...

 

Nyhedsservice

 

Obligatorisk felt

Vedtægter

 

 

 

Vedtægt for Dansk Formands Forening

 

Kapitel I Navn og hjemsted

 

§ 1. Navn
Foreningens navn er Dansk Formands Forening.

 

§ 2. Hjemsted
Foreningen har hjemsted i København.


Kapitel II Formål

 

§ 3. Mission
Stk. 1.
Foreningen varetager medlemmernes interesser i forhold til deres løn og ansættelsesvilkår samt tilbyder ydelser til medlemmerne i direkte tilknytning hertil.

 

Stk. 2.
Foreningen skal tilbyde medlemmerne mulighed for medlemskab af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse.

 

§ 4. Vision
Foreningen er og vedbliver at være den foretrukne faglige organisation i handlekraftig udvikling, der med medlemmerne i centrum yder den bedste service med høj faglig kompetence.

 

§ 5. Politikker
Foreningen kan offentliggøre synspunkter om alle emner, der har til formål at varetage medlemmernes og/eller foreningens interesser, uafhængig af partipolitiske forhold mv.


Kapitel III Opbygning

 

§ 6. Foreningens opbygning
Foreningens medlemmer serviceres via en organisatorisk opbygning med afdelinger, landsråd, landsbestyrelse og én landsformand samt sekretariatet.


Kapitel IV Medlemmer

 

§ 7. Medlemmer
Enhver privat eller offentlig ansat, der på vegne af arbejdsgiveren er pålagt at instruere og føre tilsyn med andre ansattes arbejdsopgaver eller disses udførelse kan på begæring optages som medlem af foreningen, jf. hovedaftalen mellem LO og DA.

 

§ 8. Medlemmernes rettigheder og pligter
Kontingentbetalende medlemmer kan gøre brug af foreningens servicetilbud.

 

§ 9. Medlemsinformation
Til sikring af medlemmernes viden om forenings arbejde og de opnåede resultater mv., gives der en stadig information mv. via relevante og moderne kommunikations-metoder.

 

§ 10. Udmeldelse
Ønsker et medlem at udtræde af foreningen, skal dette meddeles skriftligt og med et varsel på 1 måned til udgangen af et kvartal.


Kapitel V Afdelinger

 

§ 11. Antal afdelinger
Der er mindst én afdeling i hver region.

 

§ 12. Årsmøde mv.
Stk. 1.
Der afholdes ordinært årsmøde hvert år i 1. kvartal.

 

Stk. 2.
Årsmødets dagsorden, der kommunikeres til alle afdelingens medlemmer senest 2 uger før årsmødets afholdelse, skal som minimum indeholde følgende punkter:
1. Behandling af afdelingsbestyrelsens skriftlige status på det forgangne års aktiviteter og økonomi
2. Afdelingsbestyrelsens planer for det kommende år
3. Forhold i øvrigt der vedrører fremtiden
4. Valg af afdelingsformand og øvrige medlemmer af afdelingsbestyrelsen (i de år hvor dette punkt er relevant)
5. Foreningens forhold (forestås af en repræsentant fra landsbestyrelsen)
6. Indkomne emner fra afdelingens medlemmer
7. Eventuelt

 

§ 13. Valg af afdelingsbestyrelse og afdelingsformand m.fl.
Stk. 1.
Der vælges mindst 3 og højst 5 bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter af og blandt afdelingens medlemmer. Formanden vælges blandt afdelingens erhvervsaktive medlemmer. Kasserer, øvrige bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter vælges af og blandt afdelingens medlemmer. Afdelingsbestyrelsen udpeger én revisor, der ikke er valgt til afdelingens bestyrelse eller som suppleant.

 

Stk. 2.
Afdelingsformanden vælges for en periode på 4 år. Øvrige medlemmer af afdelingsbestyrelsen vælges for en periode på 2 år.

 

§ 14. Honorering af afdelingsformand
Afdelingsformandens honorar fastsættes årligt af landsbestyrelsen.

 

§ 15. Tilskud til afdelingernes drift
Der ydes et fast tilskud til afdelingens drift. Der kan herudover søges om tilskud til konkrete projekter eller opgaver.

 

§ 16. Nye afdelinger
Efter ansøgning fra en eller flere afdelingsbestyrelser kan landsbestyrelsen tillade oprettelse af nye afdelinger inden for en region. Ansøgning herom skal indeholde oplysninger om baggrunden, forudsætninger og medlemsmæssige konsekvenser mv.

 

§ 17. Sammenlægning af afdelinger
Inden for hver region kan to eller flere afdelinger slå sig sammen, hvis der blandt medlemmerne af de omfattede afdelinger er flertal herfor. Forud for medlemmernes stillingtagen til sammenlægning af to eller flere afdelinger, skal bestyrelserne for de omfattede afdelinger have fastlagt de vilkår under hvilke sammenlægningen skal foregå.

 

§ 18. Opgaver
Afdelingernes opgaver er foruden at bidrage til opfyldelse af foreningens formål, jr. kapitel II, tillige at indgå aktivt i hvervning og fastholdelse af medlemmer.

 

§ 19. Øvrige bestemmelser
Afdelingens bestyrelse har derudover til opgave at informere alle medlemmer og landsbestyrelsen om alle forhold af betydning for foreningen og dens drift.


Kapitel VI Landsråd

 

§ 20. Ordinært landsrådsmøde
Stk. 1.
Der afholdes ordinært landsrådsmøde hvert år i oktober måned. Alle afdelingers bestyrelsesmedlemmer kan deltage i landsrådsmøder.

 

Stk. 2.
Landsrådsmødets dagsorden, der kommunikeres til alle foreningens medlemmer senest 3 uger før landsrådsmødets afholdelse, skal som minimum indeholde følgende punkter:
1. Foreningens planer for det kommende år, herunder budget
2. Indkomne emner fra afdelingerne
3. Spørgsmål fra landsrådsmødets deltagere
4. Fastsættelse af medlemskontingent for det kommende år
5. Godkendelse af revideret regnskab for det foregående år
6. Eventuelt

 

§ 21. Ekstraordinært landsrådsmøde
Hvis mindst 45 % af afdelingernes bestyrelser stiller krav herom, skal der indkaldes til ekstraordinært landsrådsmøde.

 

§ 22. Kontingentfastsættelse
Efter indstilling fra landsbestyrelsen godkender landsrådet det følgende års medlemskontingent.

§ 23. Opgaver
Landsrådets opgaver er at drøfte bestyrelsens forslag til det kommende års budget for foreningen, samt regnskab for det forudgående år. Herudover kan behandles alle forhold som landsbestyrelsen ønsker drøftet.

 

§ 24. Afstemningsregler og vedtægtsændringer
Stk. 1.
Ved afstemning har hvert tilstedeværende afdelingsbestyrelsesmedlem én stemme.

 

Stk. 2.
Forslag om vedtægtsændring skal forud for behandling på et landsrådsmøde forelægges til behandling i landsbestyrelsen. Afdelingernes bestyrelser og landsbestyrelsen kan fremsætte forslag til vedtægtsændring.

 

Stk. 3.
Forslag til vedtægtsændringer kan vedtages med et flertal på mindst 2/3 af de tilstedeværende afdelingsbestyrelsesmedlemmers stemmer.


Kapitel VII Landsbestyrelse

 

§ 25. Landsbestyrelse
Landsbestyrelsen vælges af og blandt afdelingsformændene inden for hver af de 5 regioner med ét medlem fra hver region.

 

§ 26. Konstituering af landsbestyrelsen
Den nyvalgte landsbestyrelse konstituerer sig og fastsætter selv sin forretningsorden i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel.

 

§ 27. Landsformand og næstformand
Landsformanden og næstformanden vælges af og blandt landsbestyrelsens medlemmer for en periode på 4 år pr. en 1. april.

 

§ 28. Nedsættelse af udvalg mv.
Landsbestyrelsen og landsformanden kan nedsætte udvalg eller på anden måde inddrage medlemmer, afdelinger, landsråd eller andre til medvirken i diverse opgavers løsning.

 

§ 29. Budget, regnskab samt uvildig og ekstern revision
Landsbestyrelsen udarbejder forslag til budget for det kommende kalenderår, der godkendes efter behandling af landsrådet, jf. § 23. Endvidere udarbejder lands-bestyrelsen regnskab for det foregående kalenderår med efterfølgende gennemgang og eventuel påtegning af ekstern og uvildig statsautoriseret revisionsvirksomhed, der godkendes efter behandling af landsrådet, jf. § 23.

 

§ 30. Øvrige indtægtsforhold
Landsbestyrelsen kan træffe beslutning om drift af erhvervsmæssig virksomhed, indgåelse af sponsoraftaler og lignende indtægtsgivende aktiviteter, for så beslutningen ikke modvirker foreningens formål, jf. kapitel II.

 

§ 31. Tilskud til afdelingerne
Landsbestyrelsen fastsætter det årlige tilskud til afdelingernes drift i forbindelse med foreningens budgetlægning for det kommende år.

 

§ 32. Opgaver
Stk. 1.
Landsbestyrelsen varetager foreningens overordnede ledelse, herunder udarbejdelse og opfølgning på vision, strategier og handleplaner, fastsættelse af foreningens politikker, planlægning af fremtidig udvikling og aktiviteter samt sparring med landsformand og sekretariat.

 

Stk. 2.
Landsbestyrelsen kan herudover behandle alle forhold, der naturligt henhører hertil.

 

Stk. 3.
Landsbestyrelse kan, når mindst 4 medlemmer er enige, beslutte en uansøgt udmeldelse af et medlem.

 

Stk. 4.
Landsbestyrelsen ansætter og afskediger personale i sekretariatet og fastsætter aflønning mv.


Kapitel VIII Landsformand m.fl.

 

§ 33. Tegningsret
Stk. 1.
Landsformanden kan foretage alle sædvanlige økonomiske dispositioner til varetagelse af foreningens daglige drift.

 

Stk. 2.
Alle øvrige økonomiske dispositioner kan foretages af landsformand og næstformand i forening.

 

§ 34. Forhandling af overenskomster mv.
Landsformanden har ansvaret for og forestår alle opgaver vedrørende forberedelse, gennemførelse og opfølgning på forhandling af overenskomster og aftaler, hvor foreningen alene eller i samarbejde med andre er overenskomst eller aftalepart.

 

§ 35. Opgaver
Landsformandens opgaver er at sikre medlemmernes interessevaretagelse, at være foreningens primære repræsentant i forhold til omverdenen, bistå afdelingerne i deres opgaveløsning, forstå kommunikationsopgaver og i øvrigt udføre de opgaver, der pålægges af landsbestyrelsen.

 

§ 36. Personaleforhold
Landsformanden er ansvarlig for sekretariatets daglige ledelse og løsning af opgaver, herunder at forberede ansættelse, aflønning og afsked mv. af personale i sekretariatet, jf. § 32 stk. 4.

Kapitel IX Kommunikation

 

§ 37. Informationsopgaver
Der gives information til sikring af medlemmernes viden om foreningens arbejde og de opnåede resultater mv. Information sker via relevante og moderne kommunikations-metoder.


Kapitel X Overgangsregler

 

§ 38. Landsformand, forståelse af vedtægt og æresmedlemmer
Stk. 1.
Den hidtidige forretningsfører/landsformand kan (gen-)vælges som landsformand og har stemmeret på landsrådsmøder.

 

Stk. 2.
Den hidtidige landsformand fungerer som sådan, indtil en ny landsformand er valgt,
jf. § 27.

 

Stk. 3.
I tilfælde, hvor der er tvivl om anvendelse af vedtægten og/eller konsekvenserne ved overgang til denne vedtægt fra de tidligere gældende regler, træffer landsbestyrelsen de nødvendige afgørelser.

 

Stk. 4.
Allerede udnævnte æresmedlemmer bevarer deres vilkår mv.


Kapitel XI Opløsning

 

§ 39. Regler for opløsning
I tilfælde hvor foreningen opløses, og uanset grunden hertil, træffer landsbestyrelsen bestemmelse om vilkårene for foreningens opløsning, herunder om overdragelse af eventuelle formuegoder. Enhver beslutning, der kan tilgodese bestyrelsesmedlemmer eller deres familie, er ikke tilladt.


Kapitel XII Ikrafttræden

 

§ 40. Ikrafttræden
Denne vedtægt træder i kraft den 18. maj 2008, medmindre andet følger af de enkelte bestemmelser eller bemærkninger og overgangsregler i tilknytning hertil, og erstatter hermed "Vedtægter for Dansk Formands Forening år 2004".